Tilsynekomst

Indimellem
om natten med mørket
mod sin tynde hvide hud mod hud
kan man finde sig selv i lejligheden
og tro, at man er helt alene.

Men har øjnene først vænnet sig til mørket
toner skikkelser frem som tilhyllede
statuer langs væggene, og man står
som forstenet.

For man kender dem jo alle
de døde, de glemte venner
og kan først komme videre
når det lysner bag fuglenes sang
og de langsomt
ganske langsomt
forsvinder.

Forrige bog | Næste digt