Rejse ind i søvnen

Det er blevet mørkere
og netop nu er himlen så blå og dyb
som den altid er når ingen taler
og du ser det ikke

Måske kan du høre de skarpe smæld
når gnisterne fra togets pantograf
drypper ned på taget
du kender allerede hjulenes slag
som en sang i din mors svajende ryg

Bag de røde slutlygter samler tågen sig
i skovens lommer langs baneskråningerne
der er lys i de fleste huse nu
ravne hviler på køernes rygge

Måske sover de snart som du
og hører kun trommehindens
eget pulsslag

Forrige digt | Næste bog