Opløsning

Når september kommer
med sin sædvanlige skønhed
de røde bær i buskene ved parken
og solens hvisken i krogene.

Midt i myldretidstrafikken er der
drømmesyner, drømmesyner
for september er den svimle måned
her løsnes al opsparet sorg
og drysser ned på cortex
som store brune snefnug.

Man går rundt i en rus og husker
at være på vej til løvfald
de dødes kolde piber.

I september går tingene
og tiden i opløsning
selv papirets hvide farve
vil forsvinde.

Og der vil stå et navn tilbage
måske så klart og kendt
som var det
dit eget.

Forrige digt | Næste digt