Grisaille

Der løber en svag, hvid linie fra hans nakke, ned over brystet
og videre i yderkonturen af hans venstre lår.
Dér, hvor foden skulle røre jorden, fortsætter linien i fladen.
Man kunne måske sige, at han kun er forbundet med verden
via en sprække i denne. Man kunne måske sige, at han selv
er en flade, trukket tilbage fra de vaner, den hverdag
og de gentagelser af samtaler og handlinger, som udgør livet.
Nogle gange sidder han på bænken ved udsigtspunktet i skoven
og ser ud over havet. Man ser ham næsten ikke.

Clairobscur | Næste digt