Forside Nyhedsbrev Bibliografi Oplæsning Undervisning Links Bagsiden
         
 

 

 

 

Blæksprutte

 

Der ligger en stor blæksprutte på bunden af havnebassinet ved den gamle oliehavn. I sine otte arme holder den en sømine, som den vugger blidt frem og tilbage, mens den synger. Minen er en ældre stødmine, en hornmine med en sprængladning på hundrede og tyve kilo trotyl. Havnearbejderne fortæller, at der ikke er grund til at frygte noget: Blæksprutter kan blive mere end to hundrede år gamle, og deres vuggeviser består af mindst fire tusinde vers. De er selvfølgelig fulde af løgn. Spørg bare den etbenede ekspedient i fiskeforretningen. Han kan fortælle, at hans gebis, selv længe efter han har taget det ud om aftenen, bliver ved med at ligge og klapre i sit vandglas.

 

Forrige digt | Næste digt