Stacks Image 6
Syrefabler Carsten René Nielsen finpudser sin flair for venlig/væmmelig fabuleren i en skøn og forrygende zoo-suite

En snegl i et jagthorn


Af LARS BUKDAHL

Mottoet til Carsten René Nielsens nye samling af prosadigte/kortprosaer, med den let foruroligende tal-titel Enogfyrre dyr, har digteren hentet hos selveste Horats, og det lyder som følger: »Vil digteren forunderliggøre et stof, der er ganske naturligt, blive resultatet: Delfiner i skoven og vildsvin i havet.« Hvilket naturligvis ikke er en anbefaling, men stik modsat en alvorlig poetologisk advarsel: Mod at være mærkværdig for mærkværdighedens egen skyld. Tilbage i 1951 kaldte Jørgen Sonne ligefrem en digtsamling for Delfiner i skoven. Enogfyrre dyr er en parallel, men langt mere konsekvent trodshandling: Så mange dyr og endnu mange flere, der opfører sig groft unaturligt igen og igen, og i tekst nr. 31 akkurat delfiner i skoven og vildsvin i havet:

»På bunden af havet, i sangskolen for mumier, slår læreren knuder på elevernes tunger. Mens de kvidrer med næsen, roder vildsvinene i havbunden udenfor. Jeg ville så gerne ligge dér med dig i svinenes brunsttid under bøgetræernes mægtige kroner, hvori delfiner leger. Hver morgen ville vi kunne pille en trøffel ud af hinandens munde, og alt ville blive erklæret for uafgjort. Kun boblerne, der til stadighed stiger op gennem vandet fra mumiernes næser, ville forstyrre idyllen.«

Faktisk gør digteren her et godt job for at få skabt en solid, klassisk hyrdedigterisk situation ud af Horats’ afskrækkende formel, men så er der jo først og sidst desværre og heldigvis også lige præcis det forskruet selvstændige påfund med sangskolen for mumier, som ganske rigtigt uhjælpeligt forstyrrer idyllen og nådes- såvel som meningsløst hjemsøger læseren. Og sådan ser situationen ud overalt i bogen: Idyllen er altid allerede og i et væk forstyrret, og skulle forstyrrelsen gøre ansatser til selv at blive en idyl, kan gerne en eller flere selvstændige forstyrrelser forstyrre forstyrrelsen. Enogfyrre dyr er en bog man er gladest ved bare at citere løs fra, fordi meningen så glubsk hele tiden bider sig selv i halen, så her følger tekst nr. 33, der starter med et bombardement af mindre, pinligt prægnante forstyrrelser, som lige når at danne deres eget gale system, før teksten brat løses op i det underligt og uhyggeligt åbne rottespor:

»En søstjerne fanget i et spindelvæv, en ravn i en spand med tapetklister, en antilope påvirket af lattergas eller en snegl i et jagthorn. Intet kan tiltrække rotter som en ost skruet ind i en lampefatning. Jeg ved dette fra min hjemegn, hvor man også sagde, at rotterne går med sørgeslør, når der ikke er mere i spisekammeret. På min hjemegn kunne en familie som min være så fattig, at man måtte ernære sig af stegte rotter. Den dag i dag foretrækker jeg at se fjernsyn, selvom der igen i aften er rotter på alle kanaler: Rotter, der spiller på trompet og sækkepibe, en rotte med spidse sko og bjælder i huen, rotter klædt i uniformer og jakkesæt. Det er, som om ingen længere husker, hvordan det var, når kun rottens hale lå tilbage på tallerkenen.«

Carsten René Nielsen trodser målrettet Horats' advarsel: Overalt gør han sig tydeligt umage for at optimere underliggørelsen, og det i sandhed forunderlige er, at man mærker hensigten og bliver opstemt. Dels fordi han i høj grad bruger kræfterne på formuleringen af underligheden: Den i både sine spring og glidninger (med få bevidste undtagelser) søvngængersikkert elegante (= kunstfærdigt selvfølgelige) sprogliggørelse. Og flerstemmighed: Et centralt trick er de (umærkeligt) mange forskellige stemmer og hybrider: husråd, leksikonartikel, anekdote, reportage, fortælling, dagbogsblad, centrallyrik etc., som indgår i mixet. Dels fordi digteren bare er kritisk suveræn til at smede de både grumme og grinagtige påfund, og igen ikke mindst kombi’erne, at se syner på kommando kort sagt.

I forhold til de to nært beslægtede forgængere, Cirkler, 1998, og Clairobscur, 2001, som begge var hængt på nogle vældige encyklopædiske/tematiske konstruktioner, er der en helt anderledes rå og kvik serialitet til stede i Enogfyrre dyr: dyr er sære og/eller gør sære ting punktum punktum punktum, som virker temmelig forfriskende. Slagskyggen fra Carsten René Nielsens store kortprosaiske valgslægtskab, Eske K. Mathiesen, er måske nok endnu mere overhængende i denne bog, til gengæld er forskellen så også endnu skarpere accentueret: Hvor Mathiesen fortroliggør fremmedheden, fremmedgør Nielsen fortroligheden, hvilket måske nok gør Nielsen til modernist og Mathiesen til præ- og/eller postmodernist (nej, jo faktisk folklorist!), men heldigvis er samtidslitteraturen (endnu) ikke en tv-quiz, hvor man kan svare rigtigt eller forkert. Og under alle omstændigheder er hvert og et af de umulige væsner, C.R. Nielsens zoo-modernisme frembringer, uafviseligt virkelige i læsende nu, som nu elgen i tekst nr. 2:

»Jeg har en vigtig meddelelse. Når elgen står bag gardinet, kan vi ikke se den. Jeg mener det alvorligt: Når elgen står bag gardinet kan vi ikke se den. Er der ikke nogen, der venligst vil flytte elgen, så det er muligt at se den? Eller i det mindste trække gardinet fra, så man kan, om der står en elg? Det er de blinde. Altid vil de have alting for sig selv. Når der endelig er mulighed for at se en elg, så trækker de gardinerne for, og når elgen er kommet, så ved vi ikke engang, om elgen virkelig er der. Ingen tænker på os, eller elgen, som bare får lov til at stå bag ved gardinet. Jeg tror, at et blindt menneske hellere vil få en elg skudt ned end at lade os se den. Kom nu, vi siger det i kor: Vi – vil – se – den – elg!«

Problemet er, at vi faktisk ser den elg, bag gardinet, og ikke kan andet nu, overhovedet.



(Gengivet med tilladelse fra Lars Bukdahl. Teksten må ikke kopieres eller på anden måde videregives, f.eks. på internettet. Der må dog gerne linkes direkte til denne side.)
Stacks Image 11
Syrefabler Carsten René Nielsen finpudser sin flair for venlig/væmmelig fabuleren i en skøn og forrygende zoo-suite

En snegl i et jagthorn


Af LARS BUKDAHL

Mottoet til Carsten René Nielsens nye samling af prosadigte/kortprosaer, med den let foruroligende tal-titel Enogfyrre dyr, har digteren hentet hos selveste Horats, og det lyder som følger: »Vil digteren forunderliggøre et stof, der er ganske naturligt, blive resultatet: Delfiner i skoven og vildsvin i havet.« Hvilket naturligvis ikke er en anbefaling, men stik modsat en alvorlig poetologisk advarsel: Mod at være mærkværdig for mærkværdighedens egen skyld. Tilbage i 1951 kaldte Jørgen Sonne ligefrem en digtsamling for Delfiner i skoven. Enogfyrre dyr er en parallel, men langt mere konsekvent trodshandling: Så mange dyr og endnu mange flere, der opfører sig groft unaturligt igen og igen, og i tekst nr. 31 akkurat delfiner i skoven og vildsvin i havet:

»På bunden af havet, i sangskolen for mumier, slår læreren knuder på elevernes tunger. Mens de kvidrer med næsen, roder vildsvinene i havbunden udenfor. Jeg ville så gerne ligge dér med dig i svinenes brunsttid under bøgetræernes mægtige kroner, hvori delfiner leger. Hver morgen ville vi kunne pille en trøffel ud af hinandens munde, og alt ville blive erklæret for uafgjort. Kun boblerne, der til stadighed stiger op gennem vandet fra mumiernes næser, ville forstyrre idyllen.«

Faktisk gør digteren her et godt job for at få skabt en solid, klassisk hyrdedigterisk situation ud af Horats’ afskrækkende formel, men så er der jo først og sidst desværre og heldigvis også lige præcis det forskruet selvstændige påfund med sangskolen for mumier, som ganske rigtigt uhjælpeligt forstyrrer idyllen og nådes- såvel som meningsløst hjemsøger læseren. Og sådan ser situationen ud overalt i bogen: Idyllen er altid allerede og i et væk forstyrret, og skulle forstyrrelsen gøre ansatser til selv at blive en idyl, kan gerne en eller flere selvstændige forstyrrelser forstyrre forstyrrelsen. Enogfyrre dyr er en bog man er gladest ved bare at citere løs fra, fordi meningen så glubsk hele tiden bider sig selv i halen, så her følger tekst nr. 33, der starter med et bombardement af mindre, pinligt prægnante forstyrrelser, som lige når at danne deres eget gale system, før teksten brat løses op i det underligt og uhyggeligt åbne rottespor:

»En søstjerne fanget i et spindelvæv, en ravn i en spand med tapetklister, en antilope påvirket af lattergas eller en snegl i et jagthorn. Intet kan tiltrække rotter som en ost skruet ind i en lampefatning. Jeg ved dette fra min hjemegn, hvor man også sagde, at rotterne går med sørgeslør, når der ikke er mere i spisekammeret. På min hjemegn kunne en familie som min være så fattig, at man måtte ernære sig af stegte rotter. Den dag i dag foretrækker jeg at se fjernsyn, selvom der igen i aften er rotter på alle kanaler: Rotter, der spiller på trompet og sækkepibe, en rotte med spidse sko og bjælder i huen, rotter klædt i uniformer og jakkesæt. Det er, som om ingen længere husker, hvordan det var, når kun rottens hale lå tilbage på tallerkenen.«

Carsten René Nielsen trodser målrettet Horats' advarsel: Overalt gør han sig tydeligt umage for at optimere underliggørelsen, og det i sandhed forunderlige er, at man mærker hensigten og bliver opstemt. Dels fordi han i høj grad bruger kræfterne på formuleringen af underligheden: Den i både sine spring og glidninger (med få bevidste undtagelser) søvngængersikkert elegante (= kunstfærdigt selvfølgelige) sprogliggørelse. Og flerstemmighed: Et centralt trick er de (umærkeligt) mange forskellige stemmer og hybrider: husråd, leksikonartikel, anekdote, reportage, fortælling, dagbogsblad, centrallyrik etc., som indgår i mixet. Dels fordi digteren bare er kritisk suveræn til at smede de både grumme og grinagtige påfund, og igen ikke mindst kombi’erne, at se syner på kommando kort sagt.

I forhold til de to nært beslægtede forgængere, Cirkler, 1998, og Clairobscur, 2001, som begge var hængt på nogle vældige encyklopædiske/tematiske konstruktioner, er der en helt anderledes rå og kvik serialitet til stede i Enogfyrre dyr: dyr er sære og/eller gør sære ting punktum punktum punktum, som virker temmelig forfriskende. Slagskyggen fra Carsten René Nielsens store kortprosaiske valgslægtskab, Eske K. Mathiesen, er måske nok endnu mere overhængende i denne bog, til gengæld er forskellen så også endnu skarpere accentueret: Hvor Mathiesen fortroliggør fremmedheden, fremmedgør Nielsen fortroligheden, hvilket måske nok gør Nielsen til modernist og Mathiesen til præ- og/eller postmodernist (nej, jo faktisk folklorist!), men heldigvis er samtidslitteraturen (endnu) ikke en tv-quiz, hvor man kan svare rigtigt eller forkert. Og under alle omstændigheder er hvert og et af de umulige væsner, C.R. Nielsens zoo-modernisme frembringer, uafviseligt virkelige i læsende nu, som nu elgen i tekst nr. 2:

»Jeg har en vigtig meddelelse. Når elgen står bag gardinet, kan vi ikke se den. Jeg mener det alvorligt: Når elgen står bag gardinet kan vi ikke se den. Er der ikke nogen, der venligst vil flytte elgen, så det er muligt at se den? Eller i det mindste trække gardinet fra, så man kan, om der står en elg? Det er de blinde. Altid vil de have alting for sig selv. Når der endelig er mulighed for at se en elg, så trækker de gardinerne for, og når elgen er kommet, så ved vi ikke engang, om elgen virkelig er der. Ingen tænker på os, eller elgen, som bare får lov til at stå bag ved gardinet. Jeg tror, at et blindt menneske hellere vil få en elg skudt ned end at lade os se den. Kom nu, vi siger det i kor: Vi – vil – se – den – elg!«

Problemet er, at vi faktisk ser den elg, bag gardinet, og ikke kan andet nu, overhovedet.



(Gengivet med tilladelse fra Lars Bukdahl. Teksten må ikke kopieres eller på anden måde videregives, f.eks. på internettet. Der må dog gerne linkes direkte til denne side.)