Trompet

Det var temmelig utraditionelle retter, man kunne trække i automatcafeteriaet: lagkage af sne, lammekølle i en stor sok, badebørste med sovs. Mens brandalarmen ringede, og sprinklerne overøste os med vand, satte vi os til bords med hver vores ret. Du fik en forkølet trompet, jeg en lille stendysse. »Jeg hader surrealismen,« sagde du, og jeg forklarede, hvorfor det ikke har noget med surrealisme at gøre. »Se også, hvor smukt det er, når de tunge vanddråber rammer bordpladen,« forsøgte jeg. I det samme nyste trompeten. Sådan et undertrykt, forlegent nys, der fik den til at virke helt menneskelig.



Støvsuger

Alt har sin oprindelse i døende stjerner: kviksølv og aluminium, blyanter og stemmegafler, selv jernaber og svævende roser. Alt er stjernestøv tilsat gravitation, og alt stod som støv i hans stue: et fjernsyn, en sofa, et bord af støv. Mens fisk af støv gik i opløsning i hans akvarium, gjorde jeg rent i lejligheden, og da jeg slukkede støvsugeren, kunne jeg høre ham synge inde i den, en sømandsvise var det vist. I den tomme lejlighed lød det så klart, som var alt i verden ved at begynde forfra.




Sardindåse

Selv om jeg næsten har glemt dit ansigt, er der stadig dage, hvor jeg savner dig. Hvilken vidunderlig overraskelse var det derfor ikke at rulle det tynde låg tilbage på sardindåsen og se sardinerne, alle med dit ansigt og klædt i deres fineste aftenkjoler, ligge dernede på rad og række og stirre op på mig med deres store, triste øjne.




Badevægt

Det blev sommer, og alle gik rundt med et lille bål i deres ene øje. Vi havde ikke længere brug for det brugbare, lod luften sive ud af vores lommelygter, cyklede under opdigtede navne og spillede badminton med fjer­bolde af glas. Solen, der nu kun sad fast på himlen med et enkelt stykke tape, vaskede rent allerede ved tusinde grader. Endelig viste badevægten rigtigt. Vi var kun en så uendelig lille del af alt, hvad der findes.