Carsten René Nielsen

Sæbe

Det er ikke altid lige nemt at forstå meningen,
særligt hvis man hører til dem, der altid prøver
at finde én. Nej, forleden serverede hans kone fire stykker
kogt, helt gennemsigtig håndsæbe til middagen, hvert stykke
pænt anrettet på tallerkenerne med en lille dusk persille,
og de grinede og de grinede, og hun stod bare og kiggede.
Hun havde ellers aldrig gjort sådan noget før,
og bagefter, da gæsterne var gået, lovede hun ham
aldrig at gøre det igen. Det var så dét,
håbede han.




Marine

To skaldede, tandløse piger, begge glatbarberede, piercede,
sidder smilende i badekaret. De taler til hinanden,
men der er noget ved deres mundbevægelser,
som ikke passer: Som om de befandt sig i en fælles drøm
om lysets brydning i isfyldte farvande og ikke kan høre
deres egne stemmer. Ude foran deres hoveddør
står et bud og ringer på. Han skæver lidt forundret,
nærmest ængsteligt, til dørspionen:
Et stort, hvidt fiskeøje.




Pingvin

Dette er stedet: En lejlighed med nedrullede persienner,
et nedkølet køkken. Her står den bag vores skygger på fødder,
der aldrig voksede sammen: Æder fedt, lægger æg af fedt.
Når man lyser med en lommelygte på dens hvide underside,
kan lyskeglen ses vandre på indersiden af den sorte ryg.
Nosferatu, hvisker vi.




Sent

Det er sent, og vi går til ro. Vi ligger helt stille
under de enorme dyner i det nyvaskede,
lidt stive hvide sengetøj og stirrer op i luften.
Natpotten står under sengen, varmedunken
ligger i fodenden. Vores pyjamaser er helt éns,
stribede og naturligvis lidt for store.
Kun ganske få vil kunne se,
at vores øjenbryn er falske.