Kronik i Politiken 19.5.2001

Maraton - En hovedløs gerning

Af CARSTEN RENÉ NIELSEN

Den, der vil vinde en idrætskonkurrence, løber 100 meter. Den, der vil vide noget om livet, løber maraton. Det er kronikøren, der stiller op til Copenhagen Marathon i morgen, enig med verdens bedste langdistanceløber om.

Jeg taber jævnligt hovedet. Eller rettere: Mit hoved river sig løs fra halsen og svæver nogle få centimeter over resten af kroppen. Det sker, når jeg løber, og jeg tænker, at det må være et ganske forbløffende syn.

Jeg har hørt om folk, der ikke forstår det, og som mener, at løb er en særlig form for selvpineri og selvoptagethed: At motionsløberen er en postmoderne masochist, et narcissismens ikon. I sin rejsebog Amerika (1986) beskriver den franske filosof Baudrilliard således det store maratonløb i New York som "en form for demonstrativt selvmord, en form for reklameselvmord". Han ser "et dommedagsskue", hvor maratonløberne søger døden i deres ensomme løb over 42 kilometer og 195 meter, og hvor løberne ikke har noget som helst mål med deres bedrift andet end at bevise, at de kunne gøre det: "I dit it!, stønner den udmattede maratonløber og synker sammen på plænen i Central Park", skriver Baudrilliard.

I morgen kan man opleve ca. 5000 sådanne døds-fikserede narcissister, der løber gennem gaderne i København til den 22. udgave af Copenhagen Marathon. Hvis man skulle komme forbi målet i Vester Voldgade, vil man måske til og med opleve det samme som en Baudrilliard: Til døden udmattede løbere i "en tom sejrs delirium".

Naturligvis er mange løbere meget, meget trætte, når de kommer i mål efter et maraton, og der skal da sikkert også være nogle, der blot deltager for at bevise sine evner - sin udholdenhed og sin styrke - overfor sig selv eller andre. Man har da også før hørt om, at væddemål eller praleri har fået folk til at deltage uden tilstrækkelig forberedelse: "Jeg kan gøre det!", siger den ubesindige; ham eller hende, vi andre møder gående ved 30 kilometer-mærket med et tomt, "dødsmærket" udtryk i øjnene. Men ser man maratonløbet i sig selv og i sin helhed, som en Baudrilliard gør det i Amerika, har man i virkeligheden forstået meget lidt.

Baudrilliard ser maratonløbet udefra, han er ikke i stand til at leve sig ind i løbernes oplevelse af løbet: Han hører ikke løberne snakke sammen, han mærker ikke deres forventning og glæde ved starten, og han er helt blind for, at socialt samvær og kommunikation kan foregå på et ikke-sprogligt niveau.

Der er altid nogle garvede motionsløbere, som løber eller jogger sig igennem et helt maraton, mens de små-sludrer og pjatter med deres kammerater, men for de flestes vedkommende forstummer samtalen, som løbet skrider frem. Det er imidlertid ikke det samme som, at man lukker omgivelserne og sine medmennesker ude for at dyrke sig selv, sin egen krop og psyke. Kommunikationen mellem løberne foregår blot mere og mere på et rent kropsligt plan: Man ikke bare konkurrerer mod og henter energi fra hinanden, der er også en umiddelbar og direkte forståelse løberne imellem. Selv om der ikke siges et ord.

I en artikel: "For a Sociology of the Body: An Analytical Review" (1991) beskriver sociologen Arthur W. Frank maratonløbet som "et offentligt ritual af fælles kropsliggørelse, udgjort af øjeblikke af en fælles intimitet af en slags, som det urbane liv sjældent tillader". Et bymaraton som det i New York, Berlin eller København er for Frank i højere grad en modstand mod fraværet af fælles, kropslig udfoldelse i det moderne bymiljø, end det er en udstilling af individuel, "nyttesløs" selvovervindelse. Hvor Baudrilliard kun har øjnene rettet mod mål-linien og ser "en tom sejr", ser Frank maratonløbet i sin helhed; som en kropslig udfoldelse, der deles mellem mennesker.

Når man løber gennem gaderne i København eller Berlin eller til et andet stort bymaraton, fornemmer man tydeligt dette: I et miljø, hvor kropslig aktivitet ellers er bandlyst, oplever man fællesskabet centreret omkring den kropslige aktivitet langt stærkere end i noget holdbaseret boldspil, der ellers er vores kulturs institutionalisering af fælles, kropslig udfoldelse.

Maratonløbet, der slynger sig gennem storbyens gader, er en orm i modernitetens æble: Væk er bilerne, og her er vi mennesker istedet - i den form for bevægelse, som vi egentlig er skabt til.

Det er naturligvis ikke en hvilken som helst kropslig udfoldelse, vi her taler om: For de fleste er det hårdt, rigtig hårdt, at løbe et maraton - og her taler jeg ikke om elite-løberne: For dem er det altid helt uhyggeligt hårdt - men om alle os almindelige "motionister", der udgør hovedparten af deltagerne og som bruger et sted mellem 3 og 5 timer på at gennemføre de 42,195 kilometer. Det er og bliver en ganske særlig udfordring - både fysisk og pyskisk - at løbe så langt, og de fleste motionister, der i dag løber maraton, har da også forberedt sig grundigt: De har opbygget deres muskler, deres udholdenhed og kondition, deres led, sener og knogler gennem lang tids træning.

Med den rette træning er det imidlertid muligt for de fleste mennesker at gennemføre et maratonløb, og det er der flere og flere, der finder ud af. Til London Marathon deltager der f.eks. 41.500 løbere, men arrangørerne måtte her i 2001 afvise hele 50.000 mennesker, der gerne ville have deltaget. Næsten 100.000 mennesker ville altså gerne løbe lidt over 42 kilometer gennem Londons gader. I de andre store bymaratonløb - i Berlin, Paris, New York osv. - ser man en tilsvarende, stærkt stigende interesse.

Siden Frank Shorter vandt guld ved maratonløbet ved de olympiske lege i München i 1972 - det første olympiske maraton, som blev vist direkte på tv i USA - og dermed for alvor satte gang i løbe- og jogging-bevægelsen, er der således sket en meget markant udvikling med maratonløbet: Fra at være en sport for eliten og nogle få særlinge, er maratonløb i dag en mulighed for næsten alle.

I 80’erne kunne man stadig opleve mavesure intellektuelle og dovne humanister tale med foragt om "krops-dyrkelsen" - hvad enten denne så fandt sted i motionscenteret eller i gaderne med løbeskoene på.

Som nu her Niels-Ole Hørlyk i bogen Maraton (1989): "Man kan være narcissist på flere planer. Er man det på højt plan, er maratontræning og løb et udmærket middel til at få bekræftet sig selv, men man må acceptere omkostningerne derved - og det kan for nogle betyde et stort slid på kroppen og måske på sjælen".

I dag er dén slags tale stort set forstummet: Selv den mest énøjede 68’er kan godt se, at folkelig idræt ikke er ensbetydende med at gå til folkedans eller fodbold. Til gengæld kan man, ganske overraskende, ind imellem opleve det modsatte: En arrogance overfor de mange motionister, der i dag har "invaderet" den tidligere så eksklusive maraton-distance. For nylig kunne man således opleve en Ulrik Høj, der i Weekendavisen (9.3.2001) gjorde nar af en almindelig, lidt overvægtig motionist:

"Maraton er for spirrevipper, små spændstige mandspersoner og heftige damer, hvis vægt ikke er et gram over 60, max 65 kilo. Vejer man det, er maraton til gengæld en svir med blod, sved og tårer og den jernvilje, der er branchens adelsmærke. 100 kg derimod, så skal man spille whist, for 100 kg er ikke bare vægt, det er dødvægt og halsløs gerning at slæbe omkring på i byens gader."

Skal man løbe et maraton på f.eks. 2 timer og 50 min, er det da ganske givet, at 100 kg kampvægt (alt efter kropsbygning) for langt de fleste er for meget at slæbe rundt på. Men vil man løbe på 4 eller måske hele 5 timer, burde det ikke være noget problem - blot man træner rigtigt og i et par sko med rigtig god stødabsorbering og stabilitet. Til de store maratonløb kan man i hvert fald opleve løbere i alle aldre, med alle kropsformer og i vidt forskellige vægtklasser.

Niels-Ole Hørlyk og Ulrik Høj synes dog at have én ting til fælles, selv om deres kritik går på noget vidt forskelligt - narcissismen overfor "motionismen" forbundet med maratonløbet: De er begge fokuseret på resultatet, målet, der for dem begge udelukkende synes at være at gennemføre distancen.

Første gang man løber et maraton, er dette naturligvis udfordringen og målet: De fleste har forinden maksimalt løbet 30 måske 35 km, og man bevæger sig ud i ukendt land. Man ved ikke, om man kan klare det, og man ved ikke, hvordan man reagerer på det psykiske plan, når den virkeligt seriøse træthed melder sig. I efterfølgende løb bliver udfordringen for de fleste at løbe hurtigere: Man vil slå sin hidtil bedste tid, eller man vil løbe under 4 timer eller under 3 timer måske.

Op gennem 90’erne er det imidlertid blevet mere og mere almindeligt, at man løber maraton for selve oplevelsen og fællesskabet i løbet - uden at skæve til tiden eller personlige rekorder. Der er i dag rejsebureauer, der udelukkende arrangerer rejser til maratonløb rundt omkring i verden: Særligt Berlin Marathon er populær blandt danskerne, men man kan også prøve at løbe maraton på den kinesiske mur eller få serveret rødvin, champagne og østers under løbet til Medoc Marathon i Frankrig.

Lidt firkantet kan man sige, at hvor jogging-bevægelsen i 70’erne fokuserede på det afledte fysiske velbefindende ved at løbe, og hvor man i 80’erne - hvor maratonløb for alvor blev udbredt og populært blandt "almindelige" mennekser - fokuserede på selve præstationen, på selvovervindelsen og resultatet, er mange i dag i højere grad opmærksomme på de kvalitative aspekter ved at løbe maraton: Man løber ikke kun maraton for at bevare eller fremme sin sundhedstilstand, eller for at afprøve sine fysiske og psykiske grænser, men simpelthen på grund af glæden ved at løbe.

I de senere år har man da også set, at der bliver arrangeret flere og flere maratonløb i Danmark: Ikke kun på grund af den stigende interesse fra hjemlige motionister, men også som et led i en turist-orienteret strategi. Sidste år lanceres således hele to nye og stort anlagte maratonløb i Danmark: North Sea Beach Marathon på den jyske vestkyst og i Odense kunne man løbe det første H.C. Andersen Marathon - et meget professionelt og godt arrangeret løb på en fuldstændig afspærret og trafikfri rute ud og ind gennem det centrale Odense.

Menneskekroppen er ikke skabt til at sidde stille så meget, som vi gør i dag. Evolutionen har givet os en krop, der er skabt til bevægelse, og at løbe er en af de allermest elementære bevægelsesformer.

Det er ikke særligt lang tid siden, at man mente, at det var usundt og unaturligt at løbe langt - og da særligt for kvinders vedkommende (først i 1972 får kvinder lov til at deltage officielt i verdens ældste og mest prestigefyldte bymaraton, Boston Marathon, og først i 1984 kommer maraton for kvinder på det olympiske program). I dag ved vi, at dette ikke passer, men mange har stadigvæk disse kulturelle koder og fordomme indlejrede i deres bevidsthed: "Jeg kan ikke, det er for hårdt", siger de internaliserede samfundsnormer til kroppen, som så bliver hjemme på sofaen.

Hvis man begynder på at løbe, fordi man vil tabe sig eller gennemføre et maraton, så bliver man hurtigt skuffet: Det tager lang, lang tid at nå sådanne mål. Men hvis man begynder på at løbe for at opleve glæden ved at bevæge sig - alene eller sammen med andre - så går der ikke længe, før hovedet begynder at løfte sig en smule fri af halsen.

En videnskabsmand - en neurolog eller en idrætsforsker - vil muligvis sige, at dette er noget sludder: At det netop er nogle processer i hjernen, der giver én de helt særlige oplevelser og erkendelser, man kan få, når man løber langt. De vil måske tale om hormoner, om serotonin og endorfiner, eller om, hvordan en begrænsning af koncentrationen af blodglukose fører til fejlfunktioner i hjernen. Det skal da nok være rigtigt, men det fortæller jo intet om, hvordan det opleves.

Vil man løbe hurtigt, gælder det om at "overvinde" kroppen, der helt naturligt reagerer mod smerten og mod at blive presset: Her må hovedet, viljestyrken, tage over. Men løber man langt og langsomt - i et tempo, hvor man kan føre en samtale - så kan man meget ofte lade sit ellers så uundværlige og dominerende hoved hænge og svæve frit i luften og istedet lade kroppen komme til orde: Den er slet ikke så dum, som mange går og tror.

I Brøndums Encyklopædi definerer Frederik Dessau poesi som "det mangetydiges nøjagtighed". Nogle gange, når man løber langt, kan man opleve dette poetiske felt indefra: Det er ikke længere hovedet, fornuften, men kroppen, der sanser verden på en på samme tid fuldstændig diffus og fuldstændigt direkte, umiddelbar måde. Det er kroppen, der tænker.

Når man løber et maratonløb, bryder eller flytter man ofte nogle af sine fysiske eller psykiske grænser - særligt hvis man presser sig selv - men man kan også opleve, at det mere er nogle grænser for sansningen, for erkendelsen og måske i sidste ende nogle grænser for éns forståelse af verden, som flyttes.

Verdens måske bedste langdistanceløber nogensinde, tjekken Emil Zatopek, som vandt både 5.000 meter-, 10.000 meter- og maraton-løbet ved de olympiske lege i Helsinki i 1952 - en enestående bedrift, der aldrig er og sandsynligvis aldrig vil blive gentaget - beskrev det således: "Den, der vil vinde en idrætskonkurrence, løber 100 meter. Den, der vil vide noget om livet, løber maraton".