|
| Forside | Nyhedsbrev | Bibliografi | Oplæsning | Undervisning | Links | Bagsiden |
|
|
Essay: Drømmeambulancer
ved midnat
Drømmeambulancer ved midnat - et lille essay om det første digt
Den helt konkrete anledning til, at jeg alligevel begyndte på digtskriveriet, var, at én af skolens mere flippede og venstreorienterede typer havde skrevet et digt til gymnasiets skoleblad: Så vidt jeg husker hed det "Håb" og udtrykte nogle optimistiske håb for fremtiden med klare politiske overtoner. Jeg syntes, at jeg måtte svare - og det blev så i form af et digt, fordi hans indlæg havde haft denne form. Jeg hadede hele den tids "degenererede venstrefløjskultur", hvor socialrealismen var det eneste mulige æstetiske ideal, og som var præget af en hyklerisk solidarisering med de svage i samfundet. Mine egne rødder lå i en ikke-boglig familie fra en arbejder- og lavere middelklasse med småborgerlige ambitioner, og jeg voksede op i nogle kedelige og triste boligblokke i et socialt belastet område ude i Nordbyen: Her kom så mine lærere med sokker i sandalerne og den rette socialistiske indstilling og kunne belære os om vigtigheden af at være solidariske med arbejderklassen, de arbejdsløse, de hjemløse, den tredie verdens folk, osv. Selv var de universitetsuddannede, økonomisk velstillede og boede i huse og villaer af en slags, som jeg aldrig havde set indefra. Mange af eleverne på gymnasiet kom også fra den højere middelklasse, deres forældre havde typisk mellemlange hvis ikke ligefrem videregående uddannelser, og de boede typisk i pæne parcelhuse i omegnen og i byens bedre kvarterer. Set i bakspejlet var min oplevelse nok meget typisk for børn og unge fra lavere sociale lag, som begynder på gymnasiet eller en videregående uddannelse: Med SU og andre støttemuligheder er det ikke den økonomiske forskel, som betyder noget særligt, men derimod den sociale arv, som skaber en fremmedgørelse i forhold til det akademiske miljø - en fremmedgørelse og en mistro, der kan være svær at forstå, hvis man har en anden baggrund. Min måde at reagere i forhold til denne fremmedgørelse, var så en meget udadrettet adfærd i gymnasiet: Et "små-punket" udseende, provokationer overfor lærerne m.m. - fordi jeg endnu ikke var i stand til at forstå min situation eller formulere en kritik af de skjulte dagsordener og det, der simpelthen blev taget for givet. Dertil kom så en stærk og dybfølt modstand mod den indoktrinering, vi blev udsat for: Særligt på det æstetiske område, hvor jeg oplevede, at alt det, jeg interesserede mig for, blev forkastet eller negligeret. Mit første digt - der, set ud fra en kvalitetsbetragtning, var helt forfærdeligt dårligt - var derfor ret vigtigt for mig: Her fandt jeg nemlig et "sprog", en æstetisk form, hvor kritikken og følelsen af fremmedgørelse kunne skrives frem. Helt konkret formuleredes altså en kritik af den livstolkning, som var blevet lagt frem i "flipper-typens" optimistiske og politiske digt i skolebladet, men mit digt peger i videre forstand på en generel kulturkritik. Det begynder således: "Det er som at løbe i drømme, / udsigtsløst, i slow-motion. // Det er urets idioti, / og tusinde gange nej. // Det er i drømme, / at se himlen gå ud / ... / Det er barberbladets fristelse, / og drømmeambulancer ved midnat." - linier, som var kraftigt inspirerede af rockgruppen Bauhaus, der spillede sort og dystopisk "goth", og hos hvem jeg fandt den direkte inspiration til digtet i et lille prosadigt trykt på omslaget til deres anden LP: Mask fra 1981: "This is for when dream ambulances skitter through the streets at midnight", hedder det blandt andet. Jeg kan stadigvæk huske, at det særligt var billedet af "drømmeambulancer ved midnat" - selv om det var tyvstjålet - der åbnede mine øjne for poesiens muligheder: Her kunne verdens virkelige indretning indfanges. Jeg fortsatte i samme stil, og de første digte var stort set alle på tilsvarende vis nogle meget pubertære, studentikose og patetiske størrelser, der som deres primære udgangspunkt havde alle de mange forvirrede og uafklarede følelser, jeg gik rundt og rugede over. Jeg mødte en ligesindet på gymnasiet: Lars Thomsen, hed han, og han introducerede mig for bl.a. Michael Strunge, der blev lidt af en åbenbaring: I starten var det (naturligvis) særligt Skrigerne og lidt senere Vi folder drømmens faner ud, hvor jeg syntes, at jeg fandt et verdenssyn, der stemte helt og aldeles overens med mit eget. Sammen med Lars Thomsen startede jeg i august 1985 et lille blad: Punkt 95, der skulle bringe lyrik og små artikler om særligt musik fra den "alternative" scene. Her trykte vi så vores digte, og efterhånden kom der flere til: Bl.a. Kim Christensen (der senere har kunnet læses i Hvedekorn) og David Læby nede fra Korsør. I august 1985 tog mit skriveri også en afgørende, ny drejning: For det første var jeg ved at være træt af sortsynet, den store patos og alle følelserne. For det andet var jeg begyndt at læse digte i stor stil og lånte en mængde digtsamlinger og -antologier på biblioteket. Der lå også et lille fint antikvariat i Herrestræde, hvor jeg boede, og her fandt jeg Finn Hermanns antologi med de klassiske surrealister: Aktuel surrealisme fra 1966. Dét var noget af en åbenbaring! Særligt Hans Arps dada-digt "Kaspar er død" gik lige ind. Og så begyndte mine digte at blive "dadaistiske". Man kan også sige det på den måde, at digtene tog en drejning mod sproget: Deres betydning kom pludseligt ikke længere så meget fra den, der havde skrevet dem, som fra selve materialet - en grundlæggende modernistisk erfaring, som jeg på det tidspunkt ikke anede, at jeg opdagede. Det første af dén slags digte var "Marmelade", der et år senere blev et af mine debutdigte i Hvedekorn (se evt. også siden Dada-debut). Punkt 95 udkom i alt med 16 numre og lukkede i december 1989, hvor vi efterhånden alle var på vej andre steder hen. Digtene herunder er alle fra Punkt 95 og er skrevet i 1985 og 1986. De første tre digte er eksempler på de allertidligste digte, før "vendingen mod sproget".
Ler Som ved endnu en tilfældighed blev (1985)
Indsigt Langt inde i mit hoved danser der en (1985)
Morgen På trods af solen, (1985)
Dødsdommen Nej, nej, for Guds og søgelysets skyld, de (1985)
Efterår - en situationsrapport fra oktober '85 Fiskehandlerens trappe er flygtet med en glemt køters
undrende (1985)
Udrykning Og det selvom spedalskhed måske. (1986)
Violinen Forøg Deres intelligens! (1986)
|
